Information
Om os
Vi er en sangcertificeret vuggestue, det betyder at vi har en sangfaglig profil. Vi synger med børnene dagligt i sangsamlinger eller hen over div. rutiner i hverdagen.
Vi er en personalegruppe der brænder for vuggestuebørn, og vi gør alt hvad vi kan for at alle børn har dage fyldt med inspiration, sjov, læring, udfordringer, nærvær, omsorg og tryghed.
Vi arbejder målrettet og vi søger kontinuerligt at sikre den pædagogiske kvalitet, udover det daglige pædagogiske arbejde på stuerne har vi tre forskelige hold. Et motorikhold, et krea/sansehold og et (na)turhold.
På hvert hold er tilknyttet en voksen fra hver stue, der hver medbringer 3 - 4 børn fra sin egen stue. Personalet forbereder sig og planlægger dagene på holdene fra gang til gang, her i ligger muligheden for at arbejde sammen på tværs af stuerne,og fordybe sig i pædagogikken. Hver måned tager vi et nyt tema op, som der arbejdes målrettet med, med udgangspunkt i den nye styrkede læreplan.
Børnene lærer alle de voksne bedre at kende og der er mulighed for at skabe relationer på kryds og tværs af stuerne.
Vi er bevidste om at alle børn bliver set og hørt og mærker at vi voksne er der for dem. det er vigtigt for os at det er rart at være her både for store og små. vi er et hus fyldt med nærvær, humor, varme og opmærksomhed. Det er vigtigt for os at få et godt samarbejde med jer forældre omkring jeres børn, så hvis der er noget i undrer jer over, noget i har lyst til at fortælle, så kom endelig til os. står vi en situation hvor vi ikke lige har tid til at snakke, så finder vi en dag hvor det er muligt at gå fra så vi kan tale sammen. Vi holder en forældresamtale når barnet er omkring 2 år.
I er også altid velkomne til at kikke ind på Dorthes kontor.
Korsagergaard vuggestue
Velkommen til Korsagergård Vuggestue.
Vi er beliggende i et skønt stille villakvarter i dejlige grønne områder. Vi er ofte på tur i nærområdet som byder mange spændende oplevelsesmuligheder som tur til mosen. Vi bor i et mindre hus som vi deler med en børnehave. Udover at være bofæller er vi 2 selvstændige enheder.
Vi er en selvejende institution med plads til 44 vuggestuebørn fordelt på 4 stuer. På hver stue er der tilknyttet 2 pædagoger og 1 medhjælper.
Vi er en sangcertificeret vuggestue, det betyder at vi har en sangfaglig profil. Vi synger dagligt med børnene både i faste sangsamlinger og hen over de daglige rutiner.
Det bedste sted for en god barndom er her i vores vuggestue.
En god barndom definerer vi som en barndom med nærhed, omsorg, respekt, åbenhed og gensidig tillid - og sjov, glæde og humor.
I vuggestuetiden er personalet en erstatning for forældrene i løbet af dagen, det er derfor vores vigtigste opgave at arbejde med tillid, tryghed og tilknytning.
Vi ønsker at give barnet mulighed for at udvikle sig gennem egne erfaringer. Vores mål er at medvirke til selvbestemmelse og medbestemmelse, da vi finder det vigtigt at barnet lærer at kunne mærke hvad det selv mener. Dette er ikke ensbetydende med, at barnet bestemmer men at barnet bliver set, hørt og forstået. Vi har fokus på processen på barnets egne følelser og barnets egne oplevelser.
Vi har i det hele taget relationen i fokus. Et helt og essentielt og grundlæggende behov for et lille barn er tryghed i form af at blive set og hørt. Et barn der er tillidsfuld og trygt og får de grundlæggende behov dækket vil være åben for læring og har mulighed for at få en positiv udvikling.
Vuggestuens åbningstid fra d. 1/5-2024.
Mandag til torsdag kl. 7:00-16:45
Fredag kl. 7:00-16:30